mandag den 23. august 2010

TED præsentation: Visualisering af data

En af de nye præsentationer på TED er af David McCandless, der beskriver sig selv som data-journalist. Hans præsentation "The beauty of data visualization" er super interessant, fordi han arbejder med et felt, som rigtig mange har problemer med: Hvordan gør man uoverskuelige data brugbare og forståelige?

Visualisering af data er blevet en større udfordring i takt med, at vi får adgang til flere og flere data - både i form af internettet, Wikipedia, Google, men også fra analyseinstitutter eller regnskabsafdelingerne.

En tidligere kollega og jeg havde en løbende joke, når vi fik tal fra kampagner og f.eks. kunne se, at et kampagnesite havde fået 50.000 besøg. Så blev armene løftet med udråbet: "We've got a number."

Problemet er, at tal er meget uhåndgribelige i sig selv. De fungerer bedst, når man sætter dem overfor andre tal, så man kan se dem i en kontekst. Det gør også tal og data mere forståeligt, når man kan sætte dem i forhold til andet.

En metode kan være David McCandless "The Billion Dollar-o-Gram", der illustrerer forskellige udgifter og beløbsstørrelser i forhold til hinanden. Jeg har ikke set den metode før, man som han demonstrerer den i præsentationen, fungerer den meget godt.

Firkanternes størrelser i forhold til hinanden gør det nemt at forstå størrelserne, og de bliver mere håndgribelige. Man bliver faktisk overrasket. F.eks. at Afrikas gæld ikke er større end den lille firkant nederst til venstre i billedet.

Her er hele hans præsentation. Hvis du arbejder med præsentationer, hvor du skal illustrere data, så kan jeg kun anbefale dig at bruge 18 minutter på at se den.


Der er selvfølgeligt flere, der arbejder med dette felt. F.eks. har Heinley Design Co. deres Department of Data Visualization, der løser denne slags opgaver for forskellige kunder. De har nogle spændende cases på deres side. Mange af deres illustrationer er dog ikke så egnede til præsentationer, men de formår at illustrere sammenhængen mellem flere slags data på én gang.

onsdag den 18. august 2010

Død over Bullets!

I forbindelse med mit arbejde er jeg af og til ude og give en præsentation om præsentationsdesign i forskellige sammenhænge. Tidligere i år har jeg holdt et indlæg på Handelshøjskolens i Aarhus' Karrierefestival, og det er også blevet til præsentationer for bureauets kunder, samt internt for mine kolleger.

Overskriften for præsentationen er, som det fremgår af billedet her, "Død over Bullets".



Som titlen måske antyder, så har præsentationen til formål at ændre folks tankegang fra klassiske præsentationer med bullets og over i en mere visuel og kreativ tankegang til gavn for både publikum og for præsentøren.

I løbet af de halvanden time præsentationen typisk varer, kommer jeg ind på følgende områder:
- Forskellige typer af præsentationer
- Hvorfor publikum er udgangspunktet for enhver præsentation
- Opbygning af struktur og logik i præsentationen
- Design og visualisering (herunder eksempler på hvordan man kan arbejde med visualisering af data)

Jeg prøver at være meget håndgribelig og konkret i min præsentation, så det ikke bliver for højtflyvende. Det skulle helst være sådan, at publikum efterfølgende både kan huske de teknikker, jeg kommer ind på, og samtidig også kan bruge dem.

Det er svært at ændre folks vaner på halvanden time, men mit mål er at få folk til at tænke lidt anderledes næste gang, de går i gang med en præsentation og få dem til at tage nogle chancer. Min erfaring er, at det ikke tager længe at blive fortrolige med "min" tilgang til præsentationer. Til gengæld så bliver det både sjovere og nemmere at afholde sine præsentationer bagefter. Og så er der større sandsynlighed for, at publikum ikke går tabt undervejs.

I skrivende stund er der to præsentationer planlagt. Begge er lukkede arrangementer for Moment Talent i Aarhus og København.

Hvis du vil høre nærmere omkring et præsentationsarrangement, kan du skrive til mig på dn@recommended.dk

(Bemærk, at denne blog er min personlige blog, som jeg varetager i min fritid, mens jeg i præsentationsarrangementer som ovenstående optræder i arbejdsregi som repræsentant for Recommended)

torsdag den 12. august 2010

Visuelle præsentationer

Efter en udmattende Skanderborg Festival brugte jeg lidt af mandagen på at slappe af og se nogle præsentationer.

En af dem der fangede min opmærksomhed var Ken Kamlers præsentation om, hvordan det var at være eneste læge på Everest under en af de værste ulykker nogensinde.



En af de ting jeg rigtig godt kan lide ved Ken Kamlers præsentation er, at han kører præsentationen ret old school. Det kunne lige så godt være lysbilleder, han viste. Det er dog ikke en dårlig ting, da de meget visuelt bårne slides (ingen tekst) fremhæver hele historiefortællingen. Der er rigtig god sammenhæng i historiens fremdrift og de billeder, der bliver vist. Historie og billeder spiller rigtig godt sammen.

Præsentationen inspirerede mig til at justere et pitch for en potentiel kunde i dag. Old school tankegangen tiltalte mig, og da vi kun ville være tre i lokalet, var min første tanke at droppe Keynote til præsentationen. Jeg ville gerne have præsenteret ved hjælp af håndbårne slides, da det vil gøre historien mere intim og man vil kunne sidde tættere på kunden. Rent praktisk ville jeg have printet slides ud og klistret dem på sorte papstykker, som jeg så kunne gå igennem. Desværre røg ideen på noget så banalt som manglen på egnet pap. Det pap vi har på bureauet er så tykt, så jeg ville sidde med en større bog, hvilket ville være lidt klodset. I stedet måtte jeg lidt imod min grundtanke alligevel benytte Keynote.

Det er lidt anderledes at præsentere udelukkende med billeder. Af de ca. 30 slides jeg havde i dag, var der kun tekst på tre af dem. Præsentationen bliver automatisk mere historiefortælling og man har ikke nogen overskrifter eller tekst at støtte sig op ad. Det kan virke lidt skræmmende, men omvendt er man også lidt mere fri. Det er lidt svært, når man præsenterer en idé eller et oplæg, og det er nok mest passende, når man har en reel historie at fortælle.

Det er ikke sidste gang, jeg kommer til at eksperimentere med den slags præsentation. I det hele taget er det sundt at udfordre sig selv lidt en gang i mellem og prøve noget nyt. Ellers bliver man aldrig bedre og klogere.