tirsdag den 23. november 2010

To links

Faldt over de her to links, jeg vil dele.

En god artikel fra Before&After om de problemer, designere nogle gange oplever, når de ikke kan forklare, hvorfor tingene ser ud, som de gør. Det er lidt sjovt, da for de fleste er problemet det modsatte: Man kan ikke vise, hvad man prøver at fortælle. Sådan har vi forskellige stærke og svage sider.
Link til indlægget.

Altid fornuftige Garr Reynolds har hentet inspiration fra børnene og giver 13 tips til kommunikation og livet i hans indlæg på Presentation Zen. Garr Reynolds er god til at finde inspiration fra mange forskellige områder og overføre den til præsentationsdesign.
Link til indlægget.

God læselyst!

søndag den 21. november 2010

Øvelse gør mester

Vil du gerne være god til at præsentere?

Hvis ja, så har jeg her to gode råd til, hvordan du bliver bliver bedre.

1. Øve øve øve
Glem alt om at tage den 'på rutinen' eller lignende. Vil du give en god præsentation, så bliver du nødt til at øve den igennem flere gange. En grundregel hedder syv gange. Det kan være meget svært at finde tid til, men jeg har et personligt minimum på tre gange. Hvis du ikke øver præsentationen igennem, så kommer dine slides til at styre slagets gang (hvis du bruge slides) eller også bliver det noget hakkende og usammenhængende (hvis du ikke bruger slides). Og ja, det føles dumt de første gange, når man står i sin stue og taler for sig selv, men jeg kan berolige dig med, at det er den rigtige måde. Husk i øvrigt at have et glas vand eller lignende stående. Første gang jeg øvede en time lang præsentation igennem hjemme, var min hals helt tør efterfølgende, fordi jeg ikke havde tænkt over noget at drikke undervejs - det er også derfor, man skal have noget at drikke stående, når man præsentere.

2. Sig ja til alt
Én ting er at øve og lære en masse teori om at præsentere. En anden ting er at udmønte det i praksis. Det tager tid at føle sig naturligt tilpas foran et publikum. Jeg føler stadigvæk ikke, at jeg er tilfreds med mine leveringer, og arbejder stadig meget på at forbedre det. Derfor siger jeg også ja til så mange præsentationer som muligt. Vi får ofte besøg af forskellige studenterforeninger og lignende, der gerne vil vide noget om reklamebranchen, og det er ofte mig, der står for disse arrangementer. Grunden til, at jeg siger ja (på trods af en travl hverdag), er, at det giver øvelse og erfaring. I denne uge skal jeg give to præsentationer, som jeg frivilligt har sagt ja til, og jeg glæder mig. Både fordi jeg synes, at det er sjovt og fordi, jeg lærer noget hver gang, som kan ryge ned i den anden erfaring i rygsækken. Man lærer stille og roligt, hvad der kan gå galt, hvordan hvert lokale er forskelligt, hvordan man tager højde for de ting osv.

Det er måske ikke nogen genveje, jeg lister op her - men sådan er realiteterne. Det tager tid og du må bare se at komme ud og komme i gang. Find ud af, om du har noget spændende at sige, og kig så om i dit netværk, om der er nogen, det er relevant for. Det er sådan, jeg har fået flere af mine præsentationer i stand... når det nu ikke har været arbejdsrelateret. Og det er på den måde, jeg har fået meget af min erfaring.

torsdag den 11. november 2010

Mere om pitches

Faldt over et indlæg fra Innovation Labs aktuelle USA reportager, der falder godt i tråd med mit sidste indlæg om pitches.

Deres Labagent Louise Jacobsen har mødt venturekapitalisten Billy Joos og lister 10 gode råd til din pitch:

1: Begind with the ending.
2: Be Brief!
3: Bait the Hook.
4: Get High and Stay High.
5: Obey the 13/30 Rule.
6: Change People´s Pulse.
7: Be Passionate.
8: Get a Transition.
9: Practice and Integrate Feedback.
10: Develop a “Never Give Up” Attitude

Reglerne falder ganske godt i tråd med de råd, hans venturekapitalist-kollega Guy Kawasaki lister op i sin bog: "The Art of the Start."

Dog er de uenige i antallet af slides, hvor Guy Kawasaki som udgangspunkt foretrækker 10 slides. Det er måske ikke så underligt, at de er uenige, da der ikke rigtig findes et korrekt svar. Fælles for dem er, at de foretrække præsentationer med få konkrete slides. Hovedpointen er, at du skal være meget præcis i din præsentation, når du pitcher for en investor. De er ikke ude efter detaljer, de er ude efter hovedtrækkene og grundidéen.

Når jeg selv holder indlæg omkring præsentationer, anbefaler jeg ofte, at man hellere tager en slide for meget end en for lidt. Alligevel bør man måske være ret kritisk i lige netop den her slags præsentationer. Guy Kawasaki siger f.eks. at man skal have 10 slides, der skal præsenteres på 20 minutter. Så kan du bruge resten af tiden på at diskutere idéen. Bruger du al din tid på at præsentere, så giver du ikke investorerne tid til at stille spørgsmål og der kommer aldrig dialog.

Der er masser af gode råd at hente på nettet fra meget erfarne investorer. Guy Kawasaki er klart at anbefale, men det er bare at lede og ellers suge til sig. Det gør det kun nemmere for en selv.

mandag den 8. november 2010

Hvis du kun har 8 minutter...

I fredags havde jeg den store fornøjelse at kigge forbi Startup Bootcamp i Videnshuset i København. Her sad 10 ambitiøse iværksættervirksomheder med hver deres idé. Den idé og hele deres forretningskoncept skal de præsentere for en lang række investorer, som forhåbentligt kan give dem den finansielle hjælp, de har brug for til at føre deres idé ud i livet.

Efter jeg gav et indlæg på lige omkring 45 minutters tid, var det tid til en gang frokost, og så skulle der øves. Formatet til investordagen er således, at hver virksomhed har 8 minutter til at pitche idéen på en scene foran investorerne. Efter endt session er der så mulighed for at snakke videre, hvis man har vækket lidt interesse. Det var disse korte præsentationer, der skulle øves, og jeg fik lov til at overvære dem og give lidt feedback på dem.

Niveauet var overraskende højt. Jeg havde ikke de helt store forventninger, da jeg havde fået at vide, at mange af deltagerne har IT-folk uden den store præsentationserfaring. Generelt var præsentationerne visuelt rigtig godt med, og der var tænkt over illustrationer og storyline. Enkelte havde forfaldet til at bruge clip-arts, som illustrationer, og lovede at finde på noget andet, men overordnet set var det en fornøjelse at overvære.

I toget senere på aftenen på vej hjem kunne jeg så reflektere lidt over, hvad jeg havde set. Jeg har tidligere arbejdet lidt med præsentationer for iværksættere. Der var udgangspunktet en lidt længere præsentation. Otte minutter er ikke lang tid, men til at vække interesse er det nok. Det kræver bare, at man er meget skarp på, hvad man præsentere.

Her er mine tre gode råd til, hvordan man pitcher sin idé på otte minutter:

1. Tænk på hvem det er, du præsenterer for.
Du præsenterer højst sandsynligt ikke for ligesindede, men for folk med en helt anden baggrund end din. Derfor skal du gøre dig mange tanker om, hvad det er for nogle mennesker, du præsenterer for, og hvad det er, de vil vide. Samtidig skal du også tænke over, om de har noget kendskab til det, du laver. Det nytter ikke meget, hvis din præsentation har masser af indforståede termer og fagudtryk, som udestående ikke forstår. Det er ikke dem, der har et problem, hvis de ikke forstår det, det er dig. For de er der ikke for din skyld; du skal overbevise dem, og derfor skal du bruge et sprog og ord, de forstår.

2. Forklar problemet
Dit produkt skal på en eller anden måde løse et problem, så du er nødt til at forklare, hvad problemet er, og hvordan dit produkt løser det. Det er ikke altid lige let, så det kræver meget tankearbejde. Først og fremmest skal man tydeligt kunne se, at der er et reelt problem. Derefter skal det så på en enkelt måde forklares, hvordan produktet løser dette problem. Kan du ikke på en simpel måde forklare, hvordan dit produkt løser problemet, så kan dine potentielle kunder nok heller ikke forstå det. Her skal man være virkelig skarp.

3. Hvad er forretningsmodellen?
Investorer vil tjene penge. De lytter kun til dig i håb om, at de kan forrente deres penge med nogle hundrede procent. Derfor er det ikke nok, at der er et problem, som dit produkt kan løse. Der er også nødt til at være et forretningspotentiale og en måde, man kan tjene penge på. Det er ikke nok, at der er mange potentielle brugere af et produkt, men de mange brugere skal også generere en hvis indtægt. Det var svagheden i et par af de præsentationer, jeg så, og det var også en del af den feedback de fik af de andre mentorer den dag. Det er måske ikke så underligt, for det er nok ikke her, de fleste iværksættere har deres primære fokus og spidskompetencer, men det er ikke desto mindre det, som investorerne kigger efter: Er det realistisk at tjene penge på det her?

Jeg kunne nok også nævne andre vigtige ting, som proof of concept, vigtigheden af at præsentationen ser gennemarbejdet ud, øve øve øve osv., men ovenstående var de tre ting, jeg bed mest mærke i.

Som nævnt var niveauet rigtigt højt, og det er nogle meget spændende virksomheder, der indgår i det lige så spændende projekt. Nu krydser jeg fingre for dem alle sammen og håber, at de får overbevist nok investorer.