mandag den 30. november 2009

Så simpelt kan det gøres

Efter jeg ved en tilfældighed faldt over et par af Jessica Hagy's bøger, er jeg blevet helt vild med hendes charmerende blog Indexed. Bloggen har vundet flere priser og Jessica Hagy's diagrammer og tegninger har bla. været at finde på New York Times' Freakonomics blog.

De mange enkle tegninger og diagrammer med et glimt i øjet er en fornøjelse at bladre igennem. Det er samtidig også ret inspirerende at se, hvor enkelt man kan fortælle en pointe eller et budskab. Man behøver ikke gøre det mere kompliceret end det er.

Her er et par hurtige favoritter.




 


Flere af hendes tegninger er udkommet i den underholdende lille bog Indexed. Hvem sagde mandelgave ide?

søndag den 29. november 2009

Viste du dit publikum mere end du ville?

Nogle gange kan man lidt uforvarende komme til at afsløre lidt for meget, når man skal afholde en præsentation.

Her kommer et par friske erfaringer, som resultat af god feedback fra en kollega og lidt egen reflektion.

Hvis du har lavet noter til dine slides, så husk at dit publikum kan se dem, når du sætter projektoren til. Problemet kan afhjælpes ved enten ikke at have noter på den første/sidste slide, have blank start/slut slide eller slå notefunktionen fra.

Det er nu også sjældent, at jeg har noter til start og slutslide, men det var nu tilfældet forleden, og da jeg skulle skifte fra en præsentation til en anden, kunne alle nå at få et glimt af noterne, da der blev skiftet. I dette tilfælde var der endda tale om manuskriptnoter dvs. der mere eller mindre ordret stod, hvad der skulle siges.

I onsdags benyttede jeg mig af Folkeuniversitetets muligheder for at blive lidt klogere på, hvad de kloge hoveder mener. I dette tilfælde var det den danske ledelsesgure professor Steen Hildebrandt, der skulle tale om ledelse. Hildebrandt er meget karismatisk som taler og så benytter han meget tavler i sine præsentationer. Det har sin styrke, hvis man kan benytte sig af det, og det kan han. Men inden hans præsentation begyndte var der tændt for en projektor og man kunne se skrivebordet på computeren. Jeg kan faktisk ikke huske, om han fik brugt den eller om det overhovedet var hans computer. Men jeg greb mig selv i at kigge på de forskellige ikoner og hvad der ellers lå på skrivebordet. Har du tænkt over, hvad der ligger på dit skrivebord?

I mit arbejde er der mange præsentationer for kunder, og man bør måske lige tage et kig på det inden. Der kan ligge nogle biblioteker, genveje eller dokumenter, der ikke rigtig kommer andre ved. En fjer kan let blive til fem høns og der skal vel bare et navngivent dokument til at skabe et rygte. Tænk over det næste gang, du kobler computeren til projektoren.

mandag den 23. november 2009

Hans Rosling er tilbage

De der har gået på Universitetet eller en anden højere læreranstalt, ser nok misundeligt til, når Hans Rosling fremlægger sine statistiske betragtninger om udviklingen i Verden. Hvorfor var ens egne professorer ikke sådan?

Især hans smittende begejstring og lidt tørre humor, kombineret med en pædagogisk visualisering af statistik, gør det til en fornøjelse at lytte og se. Hvis du er i tvivl om, hvor meget engagement og begejstring betyder, så se en præsentation med Hans Rosling.

Nu er der kommet en ny præsentation med ham på TED, hvor han er en af de mest populære præsentører. Det har da også medført, at der indtil videre ligger hele fem præsentationer med ham i TEDs arkiver.

Du kan se hans præsentation ved at trykke på dette link.

Bemærk i øvrigt hans laserpointer i en meget retro og miljørigtig udgave.

lørdag den 21. november 2009

Skal dine slides omorganiseres?

Da jeg så denne ganske underholdende præsentation af Ursus Wehrli, der omorganiserer/strukturerer moderne kunst, kunne jeg ikke lade være med at forestille mig, at det lige så godt kunne være slides.

Mange slides i forretningspræsentationer er lige så rodede og abstrakte som moderne kunst og kunne i den grad trænge til at blive sat lidt i struktur.

Brug gerne Ursus Wehrli's tankegang, når du kigger dine slides igennem. Det hjælper utroligt meget for dine tilhørerer, hvis dine informationer er strukturerede, og der er mere ro på.

torsdag den 19. november 2009

Var det godt?

Hvornår evaluerer du dine præsentationer?

Det giver god mening at evaluere sig selv personligt lige umiddelbart efter, da det er der, man har sine handlinger i frisk erindring. Man ved ret præcist, hvornår man følte sig usikkert, og hvornår tingene ikke helt gik efter planen. Derfor er det rigtig godt lige at køre præsentationen mentalt igennem bagefter og finde ud af, hvor man skal forbedre sig.

Noget helt andet er, hvornår dine tilhørerer burde evaluere dig. For hvad var lige målet for din præsentation? Var det at inspirere folk? At lære dem noget? Forhåbentligt var det som minimum, at de huskede bare lidt af, hvad du sagde. Og hvornår skal man så spørge om det?

Hvis man spørger lige efter præsentationen, så er tilhørerne stadig varme, husker måske et par facts og har stadig indtrykket af dig som præsentør. Men er dette det rigtige tidspunkt? Det mener jeg ikke. Jeg har selv overværet Bill Clinton og Kofi Annan tale i Aarhus for et par år siden, og det var super inspirerende, men idag husker jeg faktisk kun en enkelt ting fra den aften. Det var da Bill Clinton kigger ud mod publikum og siger: "I have heard that there are a lot of students present tonight", hvilket medfører først et mindre udbrud fra de studerende bagerst i salen efterfulgt af lidt latter fra resten af publikum. Bill Clinton reagerer med følgende kommentar: "Don't worry up there. When I was at your age I was sitting in the back too."

En sjov impulsiv kommentar fra en af Verdens mest indflydelsesrige mænd, og alligevel er det dét, som jeg husker. Jeg husker måske også små brudstykker fra resten, men det er dén kommentar, der har brændt sig fast. Havde man spurgt mig lige efter, om jeg syntes, at det havde været godt og jeg fik noget ud af det, så havde jeg klart svaret ja. Men de formåede desværre ikke helt at flytte mig. Ikke så jeg mærker det i dag.

Så hvad er dit succeskriterium for din præsentation? Hvis du virkeligt vil flytte folk, så bør du måske vente med dit evalueringsskema i et par dage i stedet for at udlevere det lige efter, du er færdig.

søndag den 15. november 2009

Historier fra en reklamemand

Det er en kunst at fortælle, inspirere og underholde samtidig. En måde at gøre det på, er ved at bruge historier, og det gør Rory Sutherland i denne præsentation, som jeg allerede har set fem gange.



Visuelt er der en del mangler, men det bliver mere end opvejet af underholdende anekdoter, som faktisk sikrer, at man husker mange af hans eksempler. Især fordi de både er sjove, velvalgte og har tydelige pointer.

Lige netop historier er gode, hvis man vil have, at ens budskab skal blive husket. Det bliver langt mere håndgribeligt fremfor bare at slynge tal og fakta ud, hvis man kan give eksempler fra den virkelige verden.

Så se præsentationen og bliv inspireret og underholdt.

tirsdag den 10. november 2009

Årets julegaveidé for præsentationsfolk

Som altid op til jul dukker en masse spændende bøger op på markedet, men én bognyhed overskygger dem alle.

Apple's CEO Steve Jobs har i årevis været kendt for hans karismatiske og engagerede præsentationer, særligt når nye produkter skulle lanceres. Nu kommer bogen om hans hemmeligheder.



Bogen er bestilt, men jeg har desværre ikke haft mulighed for at kigge i den endnu. Efter anmeldelserne at dømme ser det ud til, at bogen faktisk vil bibringe noget nyt - nemlig den storytelling og de metoder, Steve Jobs bruger i den forbindelse. Nogle af mine yndlingsbøger om præsentationer som Presentation Zen og Slideology går meget på det konceptuelle og opbygningsmæssige, men mangler begge at gå i dybden omkring lige netop storytelling, som Steve Jobs benytter sig af.

Pudsigt nok bragte sitet ComOn en artikel forleden med et par eksempler på Steve Jobs præsentationer gennem tiden.

Introduktionen af den første Mac i 1984


Lanceringen af iPod


Premieren på en af de mest berømte reklamefilm nogensinde "1984" i 1983.


Jeg er meget imponeret over, hvor god og selvsikker han var selv i en meget ung alder. Han har da også alle tider været både karismatisk og talentfuld, men som man også vil lægge mærke til, så har han også forbedret sig på mange områder i hans præsentationer over årene. De er blevet mere instuderede og elegante, så det er ikke den samme Steve Jobs, man ser, men metoderne er på mange måder de samme.

Min egen favorit med ham er lanceringen af iPod Nano i 2005

Grunden til, at det er min favorit, er de mange elementer, der spiller ind:
- Fjendebilledet
- Hvordan "vi" vil bekæmpe den
- Hvordan det "vi" lancerer er noget helt nyt
- Overraskelsesmomentet når han tager den frem
- Måden han fremhæver fordelene (blandt andet ved at tage den frem af lommen)
- Måden han sætter den i perspektiv i forhold til konkurrenterne
- Hans meget simple fremhævninger
- Meget lidt teknik

Se også Duartes anmeldelse på dette link

fredag den 6. november 2009

Præsentationer i miljødebatten

Klimatopmødet der nærmer sig og den stigende debat om miljøproblemer, har betydet, at nettet er blevet oversvømmet med spændende præsentationer om klimaet.

I så alvorlig debat er det vigtigt at få sine pointer ud så klart og forståeligt som muligt. Nu er klimaet et taknemmeligt emne at præsentere, da det giver mulighed for at spille på det emotionelle og visuelle. Man får så at sige (og desværre) alle muligheder foræret til at lave en fantastisk og effektfuld præsentation.

Her er et par eksempler på, hvordan forskellige organisationer og personer præsenterer deres argumenter i miljødebatten. Inspireret af The Green Marketing Manifesto

Den kedelige - The Guardian 10:10

En person der bare snakker. Der bliver slynget tal ,procenter og eksempler ud, men der er ikke rigtig noget, der hænger fast. Der kræver rigtig meget af personen, hvis det skal virke. Det maksimale udbytte er, at man kan huske, at Franny Amstrong støtter klimaet, men gør det nogen forskel? Næppe.

Den Bedre - UN Seal the Deal

Gør også brug af personer, men de er flyttet ud i det, som emnet handler om: Naturen. Præsidenten for Maldiverne sidder endda i vandet og snakker om, at hans land kan blive opslugt. Det er da at gøre brug af eksemplets kraft.

Min favorit - 350.org

Jeg er lidt en fan af annimationer i præsentationer. Her går det ret stærkt, men det er gjort ret letforståeligt. Det sjove er, at man ikke rigtig ved, hvad 350 er, men at det tilsyneladende er vigtigt. Formålet med præsentationen er da også helt klart at skabe opmærksomhed omkring organisationen 350. Jeg må inddrømme, at jeg blev nysgerrig og endte inde på deres hjemmeside.

Den flotte - COP15 Raise your voice

Meget flot præsentation med fantastiske visuelle hjælpemidler. Den bidrager dog ikke rigtig med noget nyt, så man må nok nøjes med at sige, at den er flot lavet. Savner nu noget, der hænger fast eller overrasker.

Talsmanden - Al Gore

Akademikere kan sagtens diskutere hans påstande, men hans præsentationer de virker! Før og efter billeder er meget effektive, da vores hjerne har meget let ved at forstå forandringer, vi reagerer kraftigere på det, fordi vi er indrettet til at være opmærksomme på forandringer. Og så er Al Gore bare fantastisk til at præsentere sine argumenter - de følger præsentationen fuldstændigt og han er i fuld kontrol. Jeg er i sær begejstret for slutningen. Kan man gøre sit budskab mere tydeligt?

søndag den 1. november 2009

Slides er gratis

Med mindre du har en meget alternativ betalingsaftale med Microsoft eller Apple, så koster det ikke noget at bruge en slide ekstra.

Tænk over det næste gang du sidder med en overfyldt slide foran dig. Det er sjældent en fordel at presse alt sammen ned på én slide. Du kan måske tro, at det gør det nemmere for dig selv og dit publikum, at du har det hele samlet, men tvært imod. Problemet med at samle det hele gør, at det hele bliver for sammenpresset og uoverskueligt. Så snart du har flere pointer og konklusioner på den samme slide, ved dit publikum ikke, hvad der er vigtigt og de kan ikke fokusere. Der er for mange signaler.

Så hjælp dig selv og dit publikum og brug så mange slides, som det er nødvendigt. Det koster ikke ekstra. Heller ikke i tid. Tre slides med én konklusion hver kan sagtens tage kortere tid end én slide med tre konklusioner af den simple grund, at det er mere simpelt.