Hvis man er i tvivl, om billeder, videoer og illustrationer virker, så kan man spørge Al Gore. Næsten hele hans argumentation i "En Ubekvem Sandhed" bygger på illustrerede pointer og før/efter fotos etc. Det er bare effektivt at vise tingene som de er, når man præsentere fremfor bare at fortælle om dem.
Det ved mange NGO'er som f.eks. Greenpeace. Bare læs dette citat af Hanne Lyng Winter i BT:
"Det værste er, at man ved, at olien er her, og at den har nogle forfærdelige konsekvenser, men vi kan ikke se den, og der er ikke de der helt forfærdelige billeder, det kan sætte fokus på problemet."
Billeder rammer emotionelt og virker rigtig stærkt, når man kan bruge dem i præsentationer til at fortælle sin historie ud fra. Fra et reklamesynspunkt er det lidt mere komplekst, da flere argumenterer for, at hvis man bruger billeder til at give os skyldfølelse og dårlig samvittighed, så zapper folk bare væk og undgår reklamen.
Jeg kan godt lide før/efter billeder, som har en meget stærk effekt. Prøv at se Al Gores brug af før/efter billeder ca. 2 minutter inde i dette klip:
Om han har ret eller ej i sine påstande, skal jeg ikke diskutere i denne blog, men måden han anvender billeder og video gør, at han rammer størstedelen af sit publikum effektivt og det er det vigtigste for ham og hans budskab.
I sidste måned deltog jeg i de tre sessions, der tilsammen var indholdet i kurset "Den Gode Præsentation. Kurset kørte i aftentimerne og blev afholdt af Linda Greve, som tog udgangspunkt i sin bog med samme titel som kurset. Noget som jeg i øvrigt ikke føler, at kurset var særligt påvirket af - kurset kørte i tre blogge, som gav mening og var ikke en gennemgang af hendes bog bortset fra enkelte referencer, der var naturlige og naturlige.
Var man kommet for at få en opskrift på at lave en salgspræsentation, så var man nok blevet skuffet. Tilgangen er mere akademisk på dette kursus, og fokus er derfor også mere på akademiske præsentationer/undervisning. Dette betyder til gengæld, at man får en mere teoretisk baggrund for præsentationers opbygning end så mange andre steder.
Der er dog ikke den store forskel i, hvordan bøger som "Presentation Zen" og "Slideology" behandler præsentationer, og hvordan den akademiske verden ser det - de to bøger gør det nok lidt mere sexet og håndgribeligt end den akademiske facon. Kurset fokuserer også mere på dig selv personligt som præsentør end de to bøger (og andre bøger om emnet) generelt gør. I øvrigt et ret godt fokus, da du som præsentør er vigtigere og mere i fokus end dine slides, som reelt kun er hjælpemidler.
Er man interesseret i præsentationer, så er det et spændende kursus, som man sagtens kan få meget ud af. Især den mere akademiske baggrund og den personlige del bliver godt dækket her. Svagheden eller manglerne er den visuelle del af præsentationer, som bliver vigtigere og vigtigere i erhvervslivet. Der kom nogle gode råd, som var brugbare og også korrekte i mine øjne, men man lærer altså ikke hvordan, man visualiserer sine idéer i Keynote og Powerpoint på dette kursus. Kunne måske være en idé til næste år.
Det pudsige indslag var, at Linda Greve "angreb" Al Gore for hans argumentationsform, hvor andre i præsentationskredse nøjes med at være begejstrede og klappe i hænderne for hans overbevisende præsentationer og brug af visuelle hjælpemidler. Det er nok også forskellen på den mere forretningsmæssige tilgang til præsentationer, hvor det gælder om at lukke salget og være overbevisende, hvor det i akademiske kredse lige så meget handler om at have styr på sine argumenter. Det er ikke altid, at de to ting helt følges ad.
Linda Greve er i øvrigt nomineret til Årets Underviser på Handelshøjskolen i Aarhus og hendes bog "Den Gode Præsentation" var på vej i trykken, da kurset sluttede og kan købes inden længe.
Min holdning er et klart NEJ. Jeg kan ikke komme på en eneste dansk politiker, der har formået at kommunikere sin politik ud på en forståelig måde, så det hænger fast.
Ofte fordyber politikernes medietid i en overflod af ord som "milliarder", "velfærd", "skat", "reformer" osv., men bagefter kan man ikke huske et ord af, hvad der blev sagt. Man synes, at personen gjorde det godt eller skidt, men intet hænger fast.
Jeg vil medgive at politikerne i mange tilfælde er gode kommunikatører og er stærke retoriske, så man sidder med en følelse af, at de er troværdige og endda måske har ret. Men er det ikke et problem, hvis budskaberne ikke hænger fast?
Jeg vil vove den påstand, at den almindelige dansker ikke har nogen idé om, hvad de forskellige partiers visioner er for Danmark. Måske kan man huske noget om, at nogen vil poste milliarder i velfærd og andre lav skat, men det er vist også det. Måske fordi politikere i deres natur er forholdsvis egocentrerede og gerne selv vil på, hvilket da der er gode grunde til, så man ikke bliver glemt. Hvad hvis de tog udgangspunkt i de folk, de taler til i stedet for sig selv. Og i den forbindelse gjorde brug af de virkemidler og medier, der ville virke bedst. Er man virkelig tilfreds med at vinde ordtilknytningslegen, hvor det bare gælder om at blive forbundet med "lav skat" eller "flygtninge" eller "velfærd"?
Derfor ser vi også meget papegøjekommunikation, hvor det samme budskab bare gentages igen og igen. Til det kan man blot citere Chip og Dan Heaths fremragende bog Made to Stick: "If you have to tell someone the same thing ten times, the idea probably wasn't very well designed."
For et par år siden så jeg Anders Fogh holde et foredrag, ligesom jeg også har set Kofi Annan og Bill Clinton. Jeg sad med følelsen af, at de var inspirerende og gode foredragsholdere, men husker faktisk ikke ret meget af, hvad de fortalte. Lidt synd når der er tale om 2 statsoverhoveder og en tidligere generalsekretær for FN. Pudsigt nok husker jeg det meste af et foredrag med Peter Aalbæk for flere år siden.
Hvor vil det være forfriskende at se nogle politikere på et tidspunkt prøve noget nyt og prøve at kommunikere til folk på en måde, så budskabet bliver hængende. Så kan vi slippe for øjeblikspolitikken, hvor det handler om den første kommentar i sendefladen.
I præsentationskredse er Al Gore det bedste eksempel på en politiker, der lærte at præsentere sine budskaber. Da han stoppede med at være politiker og lærte at præsentere, vandt han en Nobelpris, en Oscar og er blevet en superstjerne.
Her er et klip fra en af hans præsentationer.
Især hans brug af stærke visuelle hjælpemidler er værd at bemærke. Han bruger gode forståelige og personlige eksempler, som man kan forholde sig til. Og så gør han også brug af før-/nu-eksempler, der virker meget stærkt, når de bliver brugt rigtigt. Man køber mandens præmisser fordi, man kan se, at han har ret.
Jeg er stor tilhænger af at bruge visuelle hjælpemidler, fordi det hjælper dig til at få budskaberne frem og de ofte hænger fast. Ingen regel uden undtagelser, men i dansk politik er det åbenbart mere reglen end undtagelsen at undlade visuelle hjælpemidler. Så sidder man tilbage med følelsen: "Jeg kan høre, hvad du siger, men jeg kan ikke se, hvad du mener."
In my job as advertising consultant I work with creating professional presentations. Hence I have grown a deep interest in how to communicate short and precise in respect of the audience to make sure they understand your message clearly.
Opslag
