torsdag den 28. januar 2010

iPad og præsentationer

Man kan jo ikke have en blog uden at kommentere på iPad'en. Så derfor...

I mit daglige arbejde med præsentationer, så savner jeg en digital erstatning for mine håndnoter, der stadigvæk er den bedste måde at starte med, når man skal lave en præsentation. Jeg havde derfor håbet, at iPad'en ville byde på nogle nye måder at arbejde med "håndskrevne noter og slides. Jeg er lidt træt af at bruge så meget papir, når jeg starter på en præsentation og ville elske at arbejde mere digitalt på den måde.

Desværre skuffer den i første omgang. Hårdt sagt mener jeg, at denne præsentation af Keynote (Apple's svar på Powerpoint) er en fornærmelse mod folk:



Der er ikke noget "amazing" over det. Alt er set før i den "almindelige" Keynote.

Det pudsige var, at mange bloggere ikke forstod, hvorfor man brugte tid på at præsentere Keynote (og iWorks (a.k.a. Apple's Office) i deres præsentation. Men det er fordi, der er stort potentiale i iPad'en på netop dette område. Det er faktisk lidt pinligt, at mange bloggere ikke har bedre styr på, hvad Apple egentlig har af systemer og software, når de nu engang blogger om det.

Men de ting der bliver præsenteret kan jeg gøre hurtigere og nemmere på en "almindelig" Mac. Der bliver faktisk ikke præsenteret noget, man ikke kan i forvejen. Faktisk er det lidt kvalmende, når man kender teknikkerne bag en Steve Jobs/Apple præsentation.

Men der er stort potentiale i iPad'en, når det kommer til undervisning. Udover potentialet i at købe billige studiebøger digitalt, man kan skrive noter i og gemme for altid. For at være mere præcis, så ligger det potentielt geniale i iPad'en (i præsentationssammenhænge) helt præcis 0:50 inde i dette klip.



Det kræver godt nok den rette kontekst, men i undervisningssammenhænge kan jeg godt se det smarte i at skrive noter og arbejde på iPad'en foran en flok studerende, der følger med på den store skærm.

Men indtil videre savner jeg muligheden for at arbejde med håndskrevne noter eller et slags dynamisk whiteboard. Men det kan der jo komme en app, der kan løse.

Så fik vi også vendt iPad'en i denne blog. :-)

tirsdag den 26. januar 2010

Når ord er nok: "Hvad lærere gør" (video)

Normalt argumenterer jeg meget for brug af visuelle hjælpemidler i præsentationer, men man kan også klare sig uden.

Jeg er virkelig begejstret for denne poetiske oplæsning af Taylor Mali om lærer-gerningen. Hvis man er lærer og nogen mener, at det er en nedladende job, så er her et godt svar.

mandag den 25. januar 2010

Giver du en præsentation eller læser du op af en teleprompter?

Er du typen, der fylder dine præsentationer med bullets?

Hvis ja, så tænk lidt over, hvordan en teleprompter fungerer. For der er en del lighedspunkter både i udseende og hvordan det kommer til at fungere i praksis.

Bullets ender med at gøre din præsentation til en huskeliste, som dit publikum følger med i. Problemet er bare, at det er ganske uinspirerende at overvære. Især fordi det har en tendens til at blive højtlæsning uden særlig meget at tilføje.

De steder bullets har deres berettigelse er f.eks. i interne brainstorm sessions eller som opsummering i forbindelse med en diskussion. Bullets er gode til diskussioner, fordi de ofte rummer et argument eller en påstand, som man kan tale om. Det kræver dog en uformel kontekst som der ofte er i et internt møde eller i en work shop. Altså en kontekst hvor det er tilladt at bryde ind.

Er det mere formelt, hvor du skal præsentere for andre (f.eks. en salgspræsentation eller et foredrag), så er bullets nærmest forbudt. For så ender det med at være en teleprompter, og de fungerer bedst, når publikum ikke kan se dem.

søndag den 17. januar 2010

Skal alt klappe: Go pro

For kort tid siden arbejdede vi på en intern præsentation for en af vores kunder. Foran et par hundrede af kundes medarbejdere skulle planen for hele året gennemgås.

Det krævede lidt over en uges arbejde at få præsentationerne på plads, herunder visualisering, valg af elementer, opbygning af historien mv. Den slags tager bare tid og selvfølgeligt var præsentationen først 100% færdig nogle timer før den skulle afvikles.

Men et er selve præsentationsopbygningen, noget andet er netop afviklingen. Her er der mange ting, der kan gå galt. I denne præsentation skulle der tages højde for et par ting.
F.eks.
- Præsentationen ville foregå i et lokale med lavt til loftet. Det betød, at skærmen ikke vil være så stor, som den burde
- Pga. det lave loft ville en del af publikum ikke kunne se bunden af skærmen
- Der skulle afspilles både lyd og videoklip i præsentationen

For de første to problemstillingen blev det løst ved at placere budskaberne i toppen af slides og generelt blev det undlagt at placere noget vigtigt i bunden. Kort sagt skulle man ikke gå glip af noget vitalt bare fordi det var placeret i bunden. Samtidig blev typografien holdt i store skriftstørrelser (over størrelse 30), da den lille skærm kunne gøre det svært for de bagerste at se.

Er der lyd og video i en præsentation, så bør man teste det af et par gange inden. Det er især et godt råd at teste, hvordan det ser ud og lyder fra de bagerste tilskuerrækker. Og husk på, at flere mennesker i et lokale "sluger" lidt af lyden.

For at sikre at teknik og lyd virkede, havde man hyret Informationsteknik til at levere udstyret. Det gav den fordel, at der bare var styr på udstyret. Dels blev en projektor skiftet ud, da man dagen før skulle teste og det viste sig, at den første projektor ikke fungerede med Mac computere. Jeg var ret imponeret af kvaliteten af projektoren, der stod super skarp.

Ved at have en tekniker siddende under præsentationen, blev det også sikret, at lydniveauet var i orden - både mikrofonerne men også i de video og lydklip, der blev afspillet. Og for en sikkerheds skyld så kørte præsentationen simultant på to computere samtidig - så hvis den ene brød sammen, kunne man med en switch på få sekunder skifte over til den anden og fortsætte.

Mit råd er derfor, at står man overfor en meget vigtig præsentation foran mange mennesker, så kan det betale sig at hyre professionel assistance for at sikre, at alt klapper. F.eks. fra Informationsteknik, der har styr på tingene.

torsdag den 7. januar 2010

Chart Wars - en lille video

Russell Davis postede denne video på sin blog:



Alex Lundry giver gode eksempler på, hvordan grafer med samme data kan (mis-)bruges på forskellige måder. Pudsigt nok nævner Dan Roam også ulempen ved cirkeldiagrammer i sin bog The Back Of The Napkin. Cirkeldiagrammer har nemlig store ulemper og derfor er der også en måske lidt nørdet kamp i visse kredse om anvendeligheden af dem. Dan Roams egen kommentar til dem er ret lavpraktisk: Hvis 7-årige børn kan se, hvilket pizzaslice, der er det største, så kan voksne nok også. Men som Alex Lundry viser, så er det ikke altid lige så simpelt.

Læg i øvrigt mærke til hans input om, hvordan visualisering af data hjælper på erindringen af information. Mens rent mundtlige informationer husket meget ringere.