torsdag den 16. december 2010

Verdens bedste præsentationer 2010

Slideshare, som vel nærmest kan beskrives som præsentationernes svar på Youtube, har netop kåret årets bedste præsentationer. Og det er virkelig nogle fede præsentationer, der er løbet med top placeringerne.

Det er dog vigtigt at pointere, at mange af præsentationerne på Slideshare er lavet til netop Slideshare. Det betyder, at der er lidt mere tekst på de fleste slides, end hvis man ville præsentere præsentationen. Det er nødvendigt, fordi der ikke er en præsentør til at formidle dem, så de enkelte slides bliver nødt til at være selvforklarende. Det ændrer dog ikke ved, at der er tonsvis af inspiration at hente.

Førstepladsen var SMOKE - The Convenient Truth



Jeg er helt vild med valget af farver og fonte i præsentationen. Sammen med stærke visualiseringer og fantastisk variation, så det ikke bliver for ensformigt. Læg mærke til, hvordan tonen og stilen er ens hele vejen igennem, men ved skifte mellem farvefulde billede og de mere grå/hvide slides, og rene tekstslides med korte budskaber, har præsentationen en god puls. Dermed leverer præsentationen et stærkt budskab på en flot og effektiv måde.

På andenpladsen kom You Suck At Powerpoint!

YOU SUCK AT POWERPOINT!
View more presentations from @JESSEDEE.


Cool præsentation med gode råd til at lave bedre præsentationer. Den har lidt mere kant end den første, men bruger mere humor. Designmæssigt kunne man godt gøre lidt mere, men den vinder meget på relevansen og evnen til at formidle budskabet. Og så har den mere humor i sig.

Når jeg nu har nævnt nummer et og to, bliver jeg jo nødt til at tage tredjepladsen med Social Media for Business.



Den kommer godt omkring emnet og har også mange pædagogiske slides, der flot illustrerer budskaberne. Og så er det en sjov måde at lære lidt om de sociale medier.

Der var også kategorivindere, som The Best Question in the World, som vandt i Creative/Offbeat



Præsentationen er et bevis på, at man godt kan lave en cute præsentation uden brug af højtopløselige superfede billeder. Den er måske lige teksttung nok for min smag, men den fungerer godt i Slideshareformatet.

Og så en super relevant præsentation at slutte af på for iværksætterne, der mangler nogle gode råd til når de skal pitche for nogle investorer. Jeg har selv set en række iværksættere fra StartupBootcamp.dk præsentere og givet dem feedback, og det er en kunstart at lave den slags præsentationer. Jeg kan i høj grad tilslutte mig rådene fra Tips on How to Pitch, der vandt Business kategorien.



Se flere kategorivindere på Slideshare.

søndag den 5. december 2010

Tømmermænd og dårlige slides

Mens tømmermændene efter årets firmajulefrokost skulle plejes, havde jeg på et tidspunkt DR2 kørende, hvor der var Danskernes Akademi.

Jeg kan godt lide konceptet bag programmet, da man får adgang til viden fra eksperter, man ikke lige har adgang til til dagligt. Desværre udstiller det også ofte, hvor dårlige formidlere mange af eksperterne er - og især hvor ringe præsentationer der bliver givet på de danske universiteter.

Her er det Leif Noos, rektor på DPU, der er ved at præsentere. Af det jeg så af hans præsentation, var jeg ikke særligt imponeret. Hans slides følger uni-formatet: Et irriterende logo, irrelevant billede, masser af bullets og kedelig hvid baggrund.

Det er lidt underligt, at når man får mulighed for at give en præsentation, der bliver vist på nationalt TV, at man så ikke gør mere ud af det. Det er de færreste forelæsere, jeg har set i programserien, der har formået at sælge deres stof på en spændende og inspirerende måde. Det er meget tilfældigt, at jeg lige fremhæver Leif Noos, men det var nu engang ham, der var på i dag.

På mange måder hjalp det ikke på mine tømmermænd at se DR2 i dag, og efter kort tid skiftede jeg videre til næste kanal. Det var simpelthen for kedeligt.

Det kan være, at det bliver bedre, når man vælger at vise et sammendrag af TEDxCopenhagen d. 16. december kl.14. Jeg så de fleste præsentationer fra sidste års konference, da de blev lagt på nettet, og niveauet lå meget langt under, hvad man ser i udlandet. Jeg er spændt på, om niveauet er blevet hævet i år. Jeg både håber og tror det. Kan man ikke vente til sammendraget, så er der allerede videoer tilgængelige på TEDxCopenhagens website. Jeg har endnu ikke haft tid til at se dem igennem, men håber, at der bliver mulighed for det snart.