Jeg kan godt lide konceptet bag programmet, da man får adgang til viden fra eksperter, man ikke lige har adgang til til dagligt. Desværre udstiller det også ofte, hvor dårlige formidlere mange af eksperterne er - og især hvor ringe præsentationer der bliver givet på de danske universiteter.
Det er lidt underligt, at når man får mulighed for at give en præsentation, der bliver vist på nationalt TV, at man så ikke gør mere ud af det. Det er de færreste forelæsere, jeg har set i programserien, der har formået at sælge deres stof på en spændende og inspirerende måde. Det er meget tilfældigt, at jeg lige fremhæver Leif Noos, men det var nu engang ham, der var på i dag.
På mange måder hjalp det ikke på mine tømmermænd at se DR2 i dag, og efter kort tid skiftede jeg videre til næste kanal. Det var simpelthen for kedeligt.
Det kan være, at det bliver bedre, når man vælger at vise et sammendrag af TEDxCopenhagen d. 16. december kl.14. Jeg så de fleste præsentationer fra sidste års konference, da de blev lagt på nettet, og niveauet lå meget langt under, hvad man ser i udlandet. Jeg er spændt på, om niveauet er blevet hævet i år. Jeg både håber og tror det. Kan man ikke vente til sammendraget, så er der allerede videoer tilgængelige på TEDxCopenhagens website. Jeg har endnu ikke haft tid til at se dem igennem, men håber, at der bliver mulighed for det snart.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar