Er danske politikere gode til at præsentere?

Min holdning er et klart NEJ. Jeg kan ikke komme på en eneste dansk politiker, der har formået at kommunikere sin politik ud på en forståelig måde, så det hænger fast.

Ofte fordyber politikernes medietid i en overflod af ord som "milliarder", "velfærd", "skat", "reformer" osv., men bagefter kan man ikke huske et ord af, hvad der blev sagt. Man synes, at personen gjorde det godt eller skidt, men intet hænger fast.

Jeg vil medgive at politikerne i mange tilfælde er gode kommunikatører og er stærke retoriske, så man sidder med en følelse af, at de er troværdige og endda måske har ret. Men er det ikke et problem, hvis budskaberne ikke hænger fast?

Jeg vil vove den påstand, at den almindelige dansker ikke har nogen idé om, hvad de forskellige partiers visioner er for Danmark. Måske kan man huske noget om, at nogen vil poste milliarder i velfærd og andre lav skat, men det er vist også det. Måske fordi politikere i deres natur er forholdsvis egocentrerede og gerne selv vil på, hvilket da der er gode grunde til, så man ikke bliver glemt. Hvad hvis de tog udgangspunkt i de folk, de taler til i stedet for sig selv. Og i den forbindelse gjorde brug af de virkemidler og medier, der ville virke bedst. Er man virkelig tilfreds med at vinde ordtilknytningslegen, hvor det bare gælder om at blive forbundet med "lav skat" eller "flygtninge" eller "velfærd"?

Derfor ser vi også meget papegøjekommunikation, hvor det samme budskab bare gentages igen og igen. Til det kan man blot citere Chip og Dan Heaths fremragende bog Made to Stick: "If you have to tell someone the same thing ten times, the idea probably wasn't very well designed."

For et par år siden så jeg Anders Fogh holde et foredrag, ligesom jeg også har set Kofi Annan og Bill Clinton. Jeg sad med følelsen af, at de var inspirerende og gode foredragsholdere, men husker faktisk ikke ret meget af, hvad de fortalte. Lidt synd når der er tale om 2 statsoverhoveder og en tidligere generalsekretær for FN. Pudsigt nok husker jeg det meste af et foredrag med Peter Aalbæk for flere år siden.

Hvor vil det være forfriskende at se nogle politikere på et tidspunkt prøve noget nyt og prøve at kommunikere til folk på en måde, så budskabet bliver hængende. Så kan vi slippe for øjeblikspolitikken, hvor det handler om den første kommentar i sendefladen.

I præsentationskredse er Al Gore det bedste eksempel på en politiker, der lærte at præsentere sine budskaber. Da han stoppede med at være politiker og lærte at præsentere, vandt han en Nobelpris, en Oscar og er blevet en superstjerne.

Her er et klip fra en af hans præsentationer.


Især hans brug af stærke visuelle hjælpemidler er værd at bemærke. Han bruger gode forståelige og personlige eksempler, som man kan forholde sig til. Og så gør han også brug af før-/nu-eksempler, der virker meget stærkt, når de bliver brugt rigtigt. Man køber mandens præmisser fordi, man kan se, at han har ret.

Jeg er stor tilhænger af at bruge visuelle hjælpemidler, fordi det hjælper dig til at få budskaberne frem og de ofte hænger fast. Ingen regel uden undtagelser, men i dansk politik er det åbenbart mere reglen end undtagelsen at undlade visuelle hjælpemidler. Så sidder man tilbage med følelsen: "Jeg kan høre, hvad du siger, men jeg kan ikke se, hvad du mener."