mandag den 28. december 2009

Illusion på tv-station

I dag er der en interessant artikel på JP Aarhus' hjemmeside.

jpaarhus.dk - Illusion på tv-station - Erhverv

De fleste har sikkert regnet ud, at interviewpersonerne nok ikke sidder foran den udsigt, der er i baggrunden, men som det også bliver nævnt, så er det heller ikke meningen at snyde seerne. Tværtimod hjælper det dem.

Dette er et glimrende eksempel på, hvordan billeder kan hjælpe med at forstå konteksten. Når diverse USA korrespondenter går på nyhederne fra Washington med Det Hvide Hus som baggrund, er man heller ikke i tvivl om, hvad emnet er og hvor det foregår.

Det kræver dog, at der er stærk sammenhæng mellem illustration og emne/geografi. Det Hvide Hus er ingen i tvivl om, ligger i USA, men begynder man at bruge anonyme baggrunde bare for at have dem, så mister det effekten. Der skal være en klar sammenhæng mellem illustration og personen, samt indslagets indhold.

Samtidig kan det være upassende, hvis formålet med indslaget i virkeligheden er en debat med studieværten. Så er et ikke baggrunden og placeringen, der har betydning, men situationen, og så synes jeg, at baggrunden bliver forstyrrende. På Deadline og Debatten på DR2, samt lignende programmer, foregår debatterne oftest ansigt til ansigt i et forholdsvis neutralt studie. Det fungerer godt fordi, der er ro og personerne er i centrum.

Men alt i alt viser TV her, hvordan symboler hurtigt kan knytte folk til et geografisk sted. Denne teknik kan man sagtens gøre brug af i almindelige præsentationer og andre sammenhænge. Symboler er fantastiske, når de er lette at afkode. Så fungerer de bedre en tekst.

onsdag den 23. december 2009

Don't give a speech...

Jeg havde fornøjelsen af at besøge mit firmas søsterbureau i Stockholm i går, da jeg skulle lave en test for en af vores kunder. På kontoret hang der forskellige plakater med forskellige budskaber. Her er et billede af min favorit:





















Lad dette budskab være et nytårsforsæt og god jul til jer alle.

mandag den 21. december 2009

Danske Bank - Når man siger så meget, at man slet ikke siger noget

Det er muligt, at dette indlæg kommer til at befinde sig en smule ude i periferien af, hvad der normalt skrives om i denne blog. Ikke desto mindre synes jeg , at man kan drage paralleller til gode præsentationer.

Men mens jeg sidder og venter på flyet til Stockhom i Billunds lufthavn, kom jeg til at tænke på Danske Bank. I markedsføringskredse bliver Danske Bank diskuteret ret heftigt for tiden. Årsagen er ganske givet, at de stod forrest i køen, da der skulle deles prygl ud efter finanskrisen. I et Danmark hvor janteloven er udtryk for en kultur, hvor det er i orden at råbe højt, når det går godt, bare vi må sparke til dig, når det går skidt, så havde Danske Bank anbragt bagdelen i klaskehøjde så at sige. Altsammen på grund af et lille slogan, der lød: "Gør det du er bedst til, det gør vi."

De har siden forsøgt på flere forskellige måder at komme væk fra den negative omtale ved både at lade kunderne komme til orde, senere dukkede Straarup op på skærmen i egen person, og nu reklameres der både for en online beregner og et indblik i, hvordan de forskellige investingsafdelinger rundt om i verden trods alt, fandt frem til enkelte guldkorn. Nåh ja, så er der også de 23(!) tiltag, de har taget for at lave en bedre bank.

Kort sagt gør Danske Bank for øjeblikket forfærdelig mange ting, som du kommunikerer ud samtidig. Hvordan skal kunder og forbrugere holde rede i det?

Især de 23 tiltag synes jeg, bygger på en forkert præmis. Rationalet har sikket været at demonstrere, at man gør en hel masse for at gøre banken til en bedre bank. Problemet er bare, at mennesket ikke er indrettet til at kunne håndtere så mange informationer. Mennesket kan groft sagt håndtere syv stykker information ad gangen. Alt derover begynder at blive uoverskueligt og man mister overblikket og fokus. Så når Danske Bank viser 23 tiltag, så bliver det forvirrende.

Lad os lave et tankeeksperiment og forestille os, at vi skulle præsentere, hvad Danske Bank ville gøre for at blive en bedre bank. Ville vi line 23 tiltage op i bullets i en præsentation? Nej, vel? Det ville jo kede publikum, ligesom de fleste ville glemme det første tiltag, inden vi var kommet til nummer ti. Det pudsige ved deres tiltag er, at når de står så konkret, som de gør, så tænker man: "Hvorfor havde de ikke styr på det før?"

I præsentationer anbefaler jeg, at man højst har 3 punkter med i sin præsentation, altså på overordnet niveau. Vil du præsentere dit publikum for mere, så taber du dem. Det kræver prioritering og struktur, men sikrer overblik og en rød tråd. De teknikker der gælder for præsentationer, kan sagtens overføres til "almindelig" kommunikation. Er din historie eller dit budskab for sløret, så er der ingen, der forstår det.

Personligt tror jeg ikke på, at Straarup selv kan opremse alle 23 punkter på stående fod. Det er for abstrakt og uhåndgribeligt. Og efterhånden bliver man da også i tvivl om, hvad Danske Bank overhovedet er gode til.

fredag den 18. december 2009

De tænker nok ikke som dig

Marketing guruen Seth Godin har en interessant pointe på hans blog.

"When you're trying to sell your idea, it's natural to assume that the people you're selling to think the way you do. If you can only show them the facts and stories that led you to believe what you believe, then of course they'll end up where you are... believing.

The problem, of course, is that people don't always think like you."

Dette er efter min mening den største barriere, når man er ude at præsentere et budskab. Det er alt for nemt at falde i den grøft, det er at antage, at ens publikum kan se det fra ens eget perspektiv.

Brødrene Heat kalder det for "The curse of knowledge" i bogen "made to stick". Man er så meget inde i sit stof, at man har svært ved at sætte sig ind i sit publikums ståsted.

Det er også hamrende svært at abstrahere fra sit eget standpunkt, og det skal heller ikke forstås, som at man skal snakke ned til sit publikum. Men skal man f.eks. holde et indlæg om hjerneforskning for en flok 1. G'ere på gymnasiet, så kender de nok ikke til mange af begreberne og derfor må man tale lidt mere i hverdagssprog til dem, eller sagt på en anden måde: Bruge begreber de kender til. Også selv om de ikke er dækkende i din egen optik.

Det er så nemt at tænke på sig selv, men skal man præsentere, så må man tænke på andre og som andre.

torsdag den 10. december 2009

Det behøver ikke være lige sexet alt sammen

For nyligt assisterede jeg i tilblivelsen af en præsentation, der skulle bruges til et strategioplæg. Der var tale om et oplæg ret tidligt i processen og præsentationen var ment som et diskussionsoplæg og en opsummering af konklusioner fra en foregående gennemgang af virksomhedens visioner, mission osv.

I sådanne situationer behøver man ikke tænke så visuelt. Selv om jeg ofte er en fortaler for meget visuelle slides, så hjælper det bare ikke så meget i sådan en kontekst. Når der arbejdes på en strategi, så er konteksten ofte ret uformel, forstået således, at der bliver diskuteret og tonen er ret fri. Dermed hjælper en billedbåren præsentation ikke, da historien ikke kan sælges på samme måde. Man vil ofte blive afbrudt og det vil blive for usammenhængende. I stedet er det vigtigt at sikre en rød tråd i præsentationen og sørge for, at argumenter og konklusioner præsenteres korrekt. Bullets er tilladt her - men minimer dem på hver slide. Det skal være overskueligt. Prøv også at se, om det ikke kan opsummeres i en model. Jeg har selv gode erfaringer med at bruge modeller i den slags oplæg. Tekst bliver hurtigt meget lidt konkret og det er svært at se sammenhænge. Kan man opsummere det hele i en model, så er man kommet langt.

Men pointen er, at denne type præsentationer ikke skal være særligt sexede. Der skal være argumenter, som kan diskuteres og noget, man kan forholde sig til, da hele formålet er, at man netop forholder sig til det og siger noget. I mere formelle præsentationer, som er mere visuelle, er det ikke meningen, at der skal diskuteres eller stilles spørgsmål. Her er det præsentøren, der styrer slagets gang.

Duarte Design arbejder med et såkaldt Presentation Landscape, der definerer typen af præsentation. Modellen er en hjælp til at danne sig et overblik over, hvordan man skal tænke sin præsentation, inden man går i gang. Her er en videopræsentation, hvor Nancy Duarte gennemgår modellen.


Hvis du vil hente modellen ned, så ligger den her i pdf form.

tirsdag den 8. december 2009

Nils Villemoes - når en tavle bliver underholdende

"Hvad skal man med en tavle, når man har Powerpoint? Den hører fortiden til og nu vil jeg bruge den."

Således startede lektor fra Handelshøjskolen i Aarhus Nils Villemoes sit indlæg på Folkeuniversitetet om fremtiden her til aften.

Jeg har haft fornøjelsen af at se Nils Villemoes nogle gange før, og det er altid spændende og underholdende på samme tid. Der er ikke mange, der som ham formår at fastholde sit publikum og samtidig underholde dem med samfundets udvikling og økonomiske teorier - og her menes underholde. Endda uden brug af andre hjælpemidler end en tavle.

Det er en ret svær disciplin at præsentere ved hjælp af en tavle, da den ofte kræver fortrolighed. Ofte bliver man lidt nervøs eller forlegen over sin håndskrift, man mister overblikket og tavlen bliver rodet og forvirrende. Erfarne forelæsere som Nils Villemoes (og Steen Hildebrandt for den sags skyld) mestrer dog kunsten helt at undvære den slides. Og hvorfor skulle det da også være nødvendigt?

Meget sigende havde Nils Villemoes et andet citat:
"Hvis man har adgang til mere information på sin skærm end ens hovede kan rumme, så er det ikke mere IT, man har brug for, men mere IQ"

Det kan man passende tænke på, når man laver sine præsentationer i Powerpoint, Keynote eller hvad man ellers kan finde af smarte programmer. Nogle gange er det ikke IT, funktioner og informationer, der er brug for. Måske er problemet, at der er for meget af det.

Så snyd dig ikke for et foredrag med Nils Willemoes, hvis du får muligheden. Her er et lille klip med ham.