torsdag den 10. december 2009

Det behøver ikke være lige sexet alt sammen

For nyligt assisterede jeg i tilblivelsen af en præsentation, der skulle bruges til et strategioplæg. Der var tale om et oplæg ret tidligt i processen og præsentationen var ment som et diskussionsoplæg og en opsummering af konklusioner fra en foregående gennemgang af virksomhedens visioner, mission osv.

I sådanne situationer behøver man ikke tænke så visuelt. Selv om jeg ofte er en fortaler for meget visuelle slides, så hjælper det bare ikke så meget i sådan en kontekst. Når der arbejdes på en strategi, så er konteksten ofte ret uformel, forstået således, at der bliver diskuteret og tonen er ret fri. Dermed hjælper en billedbåren præsentation ikke, da historien ikke kan sælges på samme måde. Man vil ofte blive afbrudt og det vil blive for usammenhængende. I stedet er det vigtigt at sikre en rød tråd i præsentationen og sørge for, at argumenter og konklusioner præsenteres korrekt. Bullets er tilladt her - men minimer dem på hver slide. Det skal være overskueligt. Prøv også at se, om det ikke kan opsummeres i en model. Jeg har selv gode erfaringer med at bruge modeller i den slags oplæg. Tekst bliver hurtigt meget lidt konkret og det er svært at se sammenhænge. Kan man opsummere det hele i en model, så er man kommet langt.

Men pointen er, at denne type præsentationer ikke skal være særligt sexede. Der skal være argumenter, som kan diskuteres og noget, man kan forholde sig til, da hele formålet er, at man netop forholder sig til det og siger noget. I mere formelle præsentationer, som er mere visuelle, er det ikke meningen, at der skal diskuteres eller stilles spørgsmål. Her er det præsentøren, der styrer slagets gang.

Duarte Design arbejder med et såkaldt Presentation Landscape, der definerer typen af præsentation. Modellen er en hjælp til at danne sig et overblik over, hvordan man skal tænke sin præsentation, inden man går i gang. Her er en videopræsentation, hvor Nancy Duarte gennemgår modellen.


Hvis du vil hente modellen ned, så ligger den her i pdf form.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar