tirsdag den 8. december 2009

Nils Villemoes - når en tavle bliver underholdende

"Hvad skal man med en tavle, når man har Powerpoint? Den hører fortiden til og nu vil jeg bruge den."

Således startede lektor fra Handelshøjskolen i Aarhus Nils Villemoes sit indlæg på Folkeuniversitetet om fremtiden her til aften.

Jeg har haft fornøjelsen af at se Nils Villemoes nogle gange før, og det er altid spændende og underholdende på samme tid. Der er ikke mange, der som ham formår at fastholde sit publikum og samtidig underholde dem med samfundets udvikling og økonomiske teorier - og her menes underholde. Endda uden brug af andre hjælpemidler end en tavle.

Det er en ret svær disciplin at præsentere ved hjælp af en tavle, da den ofte kræver fortrolighed. Ofte bliver man lidt nervøs eller forlegen over sin håndskrift, man mister overblikket og tavlen bliver rodet og forvirrende. Erfarne forelæsere som Nils Villemoes (og Steen Hildebrandt for den sags skyld) mestrer dog kunsten helt at undvære den slides. Og hvorfor skulle det da også være nødvendigt?

Meget sigende havde Nils Villemoes et andet citat:
"Hvis man har adgang til mere information på sin skærm end ens hovede kan rumme, så er det ikke mere IT, man har brug for, men mere IQ"

Det kan man passende tænke på, når man laver sine præsentationer i Powerpoint, Keynote eller hvad man ellers kan finde af smarte programmer. Nogle gange er det ikke IT, funktioner og informationer, der er brug for. Måske er problemet, at der er for meget af det.

Så snyd dig ikke for et foredrag med Nils Willemoes, hvis du får muligheden. Her er et lille klip med ham.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar