lørdag den 3. april 2010

Hvorfor det kan være en fordel at starte med konklusionen

Er du typen, der gemmer din konklusion til sidst? Så er der stor sandsynlighed for, at dit publikum ikke kan følge dig undervejs.

Mange har en tendens til, at de gerne vil overraske publikum med deres konklusion til allersidst. Det er som om, at tanken bag er som en film, at man vil vise hvor galt det står til, og så til sidst, så redder man verden med sin løsning. Der vil desværre ofte være tale om en meget dårlig film. For undervejs i sådan en proces vil dit publikum sidde og undre sig over, hvorfor du fortæller dem alle de ting, og de vil ikke vide, hvad de skal fokusere på. Så når konklusionen endeligt præsenteres til sidst, er det ikke den perfekte overraskelse, som man måske ville forvente. For dit publikum vil ikke huske argumenterne eller de er lidt forvirrede og ikke overbeviste, da de undervejs har undret sig mere end de har kunnet følge med.

Når jeg bygger en præsentation op, så starter jeg typisk med at præsentere min konklusion eller anbefaling indenfor de første ti minutter. Så har jeg ligesom kridtet banen op for resten af præsentationen. Nu kan jeg fokusere på at forklare, hvorfor det er min anbefaling og mit publikum kan lytte til, hvorfor jeg mener, at det er den rigtige løsning.

Basalt set kan det foregå ved, at efter en kort introduktion kommer med sin anbefaling: "Jeg synes, at vi/I skal gøre...". Når dét er på plads, kan man så fortsætte med: "Og det synes jeg fordi A, B og C..." Derved kan dem du præsentere for sidde og fokusere på dine argumenter. De ved jo, hvor du vil hen med det. En stor fordel for både dig og dem.

Tænk på det, som at starte med at sige: Det var butleren, der gjorde det. Og efterfølgende præsenterer du beviserne for det. Så kan din "jury" vurdere dine beviser og til sidst vurdere, om han nu er skyldig eller ej. Alternativt kan du forestille dig den modsatte situation, hvor du præsenterer dine beviser, men juryen ikke ved, hvem du vil have dømt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar