tirsdag den 25. maj 2010

The art of the start

Ovenstående er titlen på iværksætternes uofficielle bibel skrevet af Guy Kawasaki. En fantastisk bog hvis man skal pitche på kapital fra investorer og i det hele taget have styr på sin nye forretning.

Og lige som starten på ens virksomhed kan være vanskelig, lige så kan starten på ens præsentation. Her tænker jeg ikke på indledningen i din præsentation, men hvad du har tænkt dig at sige, når du får ordet. Ofte har man øvet sin præsentation 5-7 gange (det burde man i hvert fald gøre), men har man husket at tænke over, hvordan man lige får brudt isen og kommet i gang?

Der findes nok ikke rigtig nogen opskrift på, hvordan man laver den helt perfekte start. Det afhænger meget af situationen. Er der nogen på før dig, kan man forsøge at gribe bolden og lave en glidende overgang ved at referere til noget, der lige er blevet vendt.

Man kan også planlægge sig ud af det og sørge for at lægge lidt stof ind, hvor man lige kan tale sig varm, inden man begynder på det vigtige stof.

Personligt kan jeg rigtig godt lide Sir Ken Robinsons måde at starte sine præsentationer på. Udover, at hans præsentationer er fantastiske, så virker han utrolig komfortabel og afslappende på scenen. Og uden brug af visuelle hjælpemidler formår han stadig at holde publikum til ilden. Jeg vil klart fremhæve ham, som en præsentør, der klarer sig fantastisk uden slides og andre hjælpemidler.

Men prøv at lægge mærke til, hvor nonchalant han indleder præsentationen her og får lukket lidt af spændingen ud af situationen. Et par kommentarer, og så er han igang.

Præsentationen er i øvrigt den mest favoriserede af alle TED præsentationer.

Der er i øvrigt lige kommet en ny præsentation af Sir Ken Robinson på TED. Også her starter han ganske underholdende og præsentationen er lige så fantastisk, som den første. I øvrigt en dejlig inspirerende præsentation om uddannelse midt i en debat om, at vi skal have folk hurtigere igennem systemet eller "fast food uddannelser" som han kalder det.


Så tænk ikke kun på begyndelsen af din præsentation, men også hvordan du når dertil. Man får kun én chance for at gøre et godt førstegangsindtryk siges det. Personligt mener jeg dog, at man godt kan indhente det forsømte, hvis man starter lidt galt, men det bedste er nu at starte godt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar