onsdag den 17. februar 2010

TED 2010: David Cameron - en politiker der kan præsentere

Det tilhører et særsyn, at politikere kan præsentere deres budskaber særligt inspirerende, forståeligt og visuelt. Derfor er det lidt overraskende at se David Cameron, formanden for det konservative parti i UK, give en ret spændende præsentation om fremtidens politiske scene ved årets TED konference. Allerede lige efter hans præsentation lød der rosende ord på blogs.

Hans slides er langt mere visuelle, end man kunne frygte.



Efterfølgende sidder man med fornemmelsen: Hvorfor er danske politikere ikke sådan? Han har gode eksempler og udmærkede slides, der dog ikke helt imponerer. Til sidst halter det dog med citatet, men alt i alt opløftende at se en politiker præsentere på den måde. Man bliver jo næsten inspireret... af en politiker. Og man tror jo, der er håb endnu :-)


Edit: Der er lidt problemer med videoen, som umiddelbart skyldes koden fra TED. Her er et direkte link til præsentationen: http://www.ted.com/talks/david_cameron.html

Det lidt pudsige ved at se ham præsentere, er, at han virker overraskende uvant ved det. Han er ikke særlig tryg ved sin 'klikker' og sine slides. Sådan er det vel, når man som politiker skal forsøge at inspirere... måske for første gang. Især overfor et publikum af tænkere, idémagere og genier, som ved TED.

Nu venter jeg bare på, at Bill Gates' præsentation bliver lagt online. Efter sigende springer han nu endelig ud, som præsentør i den højeste klasse.

tirsdag den 16. februar 2010

TED 2010: Jamie Oliver giver fantastisk præsentation

Så blev TED 2010 afholdt og igen venter der masser af spændende præsentationer de næste mange måneder. Rygterne siger, at niveauet har været utroligt højt. Måske ikke så underligt, når alle talere får udleveret et eksemplar af bogen Slideology, så de kan lave bedre slides.

Den første præsentation online er Jamie Oliver's TED pris tale, hvor han taler om nødvendigheden af bedre mad i skolerne. Det er altid et godt råd at vise sin passion for det, man taler om. Og det gør Jamie Oliver virkelig i en af de mest passionsfyldte præsentationer, jeg har set.

Se hans præsentation her.


Et af de bedste tidspunkter i præsentationen er, når Jamie Oliver gør det meget håndgribeligt, hvor meget sukker der er i det mælk, eleverne drikker i løbet af 5 år i skolen. Hvis du vil have, at folk forstår dine tal, så gør dem håndgribelige og forståelige. Det gør Jamie.

mandag den 8. februar 2010

Bullets... nej tak

Hver gang jeg diskuterer bullets med folk, så kigger de vantro på mig, når jeg begynder at argumentere for, at man skal undlade at bruge dem. Det virker som om, at der er opstået en uskreven regel om, at bullets hører til en præsentation.

Det pudsige opstår, når man så spørger, hvorfor bullets skulle være særligt gode i en præsentation. Reaktionen er næsten, som man stillede spørgsmålstegn ved folks religion. Jeg må bare sige, at jeg indtil videre endnu ikke har set nogen dokumentation for, at bullets skulle gøre noget godt for en dokumentation.

Nogen har faktisk forsøgt at undersøge, om der er forskel på en præsentation med bullets og en præsentation uden. Chris Atherton lavede en undersøgelse af studerende for at se, om der var en forskel. Her er slides fra en præsentation, han har afholdt om emnet.


En uddybende diskussion af hans findings findes i dette blogindlæg.


Jeg synes, at det er interessante resultater og de passer også ind i den måde, jeg foretrækker at bygge præsentationer op på: Begræns informationsmængden så meget som muligt på den enkelte slide.

Nu er der i hvert fald endnu et argument mod bullets. Et mere dokumenteret et af slagsen.

onsdag den 3. februar 2010

Bliver præsentationer det nye sort?

Man siger, at USA altid er nogle år foran Danmark på forskellige områder og jeg kan ikke lade være med at tænke, om det også gælder præsentationsområdet.

Sidste år var første gang, der blev arrangeret en TEDx konference i Danmark, som jeg også nævnte i dette indlæg.

Var dette et tegn på, at interessen for præsentationer og formidling er på vej frem her i Danmark?

Teknologisk Institut har 12 kurser i præsentationer i deres kalender. Det kan være en indikator på, at interessen er stor. Men et tegn på, at vi ikke er der helt, er, at en gennemlæsning viser, at der umiddelbart kun er et enkelt af kurserne, der tilnærmelsesvis omhandler visualisering og opbygning af præsentationer. Hvorfor tror vi i Danmark, at det hele handler om, at det bare skal siges rigtigt? Og kropssprog?

I mit arbejde kan jeg heldigvis mærke, at der er en stigende interesse for at opbygge en rigtig, stærk og visuel præsentation. Både internt og på kundesiden, hvor vi af og til hjælper vores kunder med de områder også. I mit netværk kan jeg også se, at der er flere og flere, der poster forskellige præsentationer på Facebook. Selv i reklamebranchens daglige nyhedsmail fra Bureaubiz blev der pludseligt postet en henvisning til præsentationen Identity 2.0, som var den noget helt nyskabende og fantastisk. Det er da en super præsentation, men den er på ingen måde unik. Jeg vælger at se det som et tegn på, at vi i Danmark bliver mere og mere opmærksomme på, hvordan man fremfører gode præsentationer.

Her er Identity 2.0 præsentationen af Dick Hart

mandag den 1. februar 2010

TEDx Copenhagen

Sidste år i november blev den første TEDx konference afholdt i København. X'et betyder, at der er tale om et uafhængigt arrangement, der afholdes under licens af TED, og derfor skal forskellige krav overholdes.

Jeg var meget begejstret, da jeg hørte nyheden, men arbejde forhindrede mig i selv at deltage i arrangementet. Så jeg måtte vente spændt på videoerne fra arrangementet.

Umiddelbart har jeg været ret skuffet over niveauet, nu hvor videoerne er kommet online. Flere præsentationer virker dårligt forberedte, teknikken/lyden kniber og præsentørerne virker meget uvante i rollen.

Min yndlingspræsentation er denne af Solana Larsen om Global Voices. Normalt er jeg ikke meget for, at man medbringer et manuskript, når man afholder en præsentation. Man bør have styr på historien. Men Solana har en spændende historie at fortælle, godt bakket op af hendes slides. Hendes præsentation viser, at det tydeligt kan mærkes på folk, når de præsenterer noget, de brænder for. Det giver ofte en charme, der gør små fejl meget let tilgivelige, fordi man er så nysgerrig efter at høre mere. Og så er hun ret velformuleret.



I modsætning til flere andre, overholder hun den ellers meget håndfaste regel om, at man har 18 minutter til sin præsentation. Det står endda nedfældet i de officielle TED Commandments:
 



Jeg er ret pjattet med ordlyden af det 10. bud: "Thou Shalt Not Steal the Time of Them that Follow Thee." Det er en kunstart at holde tiden, når man præsenterer, og derfor bør man også øve sin præsentation. De fleste anbefaler 7 gange - og øv den nu til ende, så det ikke kun er starten du har styr på.

En anden god præsentation er af brødrende David og Christopher Mikkelsen om Refugees United.


En af skuffelserne for mit vedkommende var Christan Stadils præsentation om Company Karma.

Hans slides er generelt ringe, han snakker alt for hurtigt, hans præsentation har ikke rigtig nogen logisk opbygning, og derfor har er til sidst slet ikke sikker på, hvad han snakkede om. Og så får han name droppet sine egne projekter alt for meget uden, at det rigtigt giver mening. Det starter faktisk helt skidt med, at hans bog udgør hans første slide. Man taler ikke på TED for at sælge bøger, men for at sprede idéer. Jeg havde ellers store forventninger til hans præsentation, men endte skuffet.

Så vidt jeg husker opløbet til TEDx Copenhagen sidste år, så var man ret sent ude, og det kan have smittet af på forløbet, da det ser ud til, at teknik, scene og optagelser har lidt under det. Jeg er stadig meget begejstret for, at nogen har grebet bolden og stablet et TEDx på benene i vores egen lille andedam. Flere er præsentationerne er da også ganske udmærket, og heldigvis har folk herhjemme noget på hjerte. Al begyndelse er svær, og derfor er der god grund til at håbe på en gentagelse i år. Jeg håber i hvert fald på det.