søndag den 13. juni 2010

Death by Powerpoint. Årsag: Template

En af de største årsager til 'death by powerpoint' er den template som mange virksomheder tvinger deres medarbejdere til at bruge. Typisk er den lavet som tillægsydelse af et designbureau eller reklamebureau, der har deres stærke kompetencer i grafisk udtryk på web, brevpapir og lignende. Eller sagt på en anden måde: De har deres kompetencer et helt andet sted end i Powerpoint og præsentationer.

Selvfølgeligt skal en template understøtte det udtryk, som en virksomhed nu en gang har. Problemet opstår, når man vælger at hælde alt, hvad der findes af logo, slogan, farver og elementer ind i templaten på een gang med både streger, bjælke, logo og skarpe farver. Alt sammen ud fra den forkerte logik, at templaten skal være med til at brande virksomheden. Det er der selvfølgeligt ikke noget galt i med mindre, folk skal have et bedre indtryk af virksomheden efter præsentationen.

INGEN er gået fra en præsentation og tænkt bedre om en virksomhed pga. dennes template. Tværtimod er rigtig mange gået fra en præsentation og tænkt, at det var en rigtig dårlig præsentation som personen afholdte. En stor grund til det er, at en dårlig template gør folk dårligere til at præsentere. Hvis en fjerdedel af templaten er fyldt med logo og en bjælke i toppen og andet støj, så giver det dine slides mindre ro og de bliver i stedet meget forstyrrende. Alle elementerne stjæler opmærksomheden og dit signal forsvinder.

En god template er diskret og rolig. Den stjæler ikke fokus fra dit budskab og den giver dig friheder til at lave en ordentlig præsentation. Det er vigtigt at baggrunden er holdt en en enkel enten meget lys eller mørk farve (så skriften kan stå i tydelig kontrast). Det er en fordel, hvis farven er gradueret, så den ikke er helt ensfarvet, men f.eks. går fra mørk grå til sort, eller fra hvid til lys grå.

Optimalt set har du slet ikke logo på dine slides for, hvad skulle formålet med det være? Et logo er bare støj, og hvis folk ikke kan huske, hvor du kommer fra midt i præsentationen, så har du alligevel tabt. Logo kan man have på forside og slutslide. Når jeg siger optimalt set, så skyldes det praktiske forhold. Vi har selv et meget diskret lille logo i svag farve gemt i nederste hjørne på vores slides. Det skyldes, at mange præsentationer eller oplæg bliver sendt videre til kunderne, og dér vil man gerne have, at man kan se, hvor eventuelle slides kommer fra. Og for at slippe for at have to templates (én med logo og én uden), så har vi valgt denne løsning.

En template er ikke en reklamesøjle for den visuelle identitet, men en del af den. Så sørg for at være kritisk, når du får lavet en template. Dens primære formål skal stadig være, at den skal understøtte din præsentation. Powerpoint og Keynote er præsentationsværktøjer og ikke brandingværktøjer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar